mandag den 15. oktober 2018

Gæsteblogger #9: Pia Trans - Hvad er din yndlingsbog?

Gæsteblogger - hvad er din yndlingsbog? er et helt nyt tiltag her på bloggen. Tit bliver vi bogelskere spurgt om vi har en yndlingsbog - come on det er da ikke lige til, at svare på - men det har da ikke forhindret mig i at stille det til 12 blogger, og de 12 blogger kommer I til, at møde gennem 2018.

I denne måneds gæstebloggerindlæg skal I møde Pia, der står bag bloggen Fiftyfabulous der er en livsstilblog, men til trods for det, så læser Pia også bøger og kan sagtens fortælle om sin yndlingsbog. Pia er en moden dame, som elsker at rejser, og det skriver hun blandt andet om på bloggen og ligger skønne billeder ind på hendes Instagramprofil.

                                                       (copyright Pia Trans)

Min yndlingsbog... det er et indlysende umuligt spørgsmål at svare på, men umulige spørgsmål er vel de allermest interessante der findes, ikke? Og derfor kunne jeg selvfølgelig ikke stå for chancen for at ride min kæphest endnu engang – altså den af mine (mange) kæpheste, der hedder Yndlingsbøger.


Bemærk det elegante skift fra yndlingsbog til yndlingsbøger. For man kan da ikke kun vælge én. Tre, derimod. Tre er et godt tal, og derfor har jeg valgt tre herlige oplevelser at dele med jer.

Det lille hus i den store skov af Laura Ingalls Wilder
Der er næppe nogen i dette forum, som ikke har læst Laura Ingalls Wilders vidunderlige bøger, men ikke desto mindre må denne bog nødvendigvis toppe min liste over yndlingsbøger, for den betyder noget helt særligt for mig. Den bærer de kæreste minder, og jeg genlæser den stadig med jævne mellemrum.

Jeg har altid været en læsehest. Med æselører. I skolen var jeg hende den underlige, som altid sad med næsen i en bog i frikvartererne; hende som lærte at læse i en rus af arrigskab over, at det gik for langsomt at få lokket bogstavernes hemmeligheder frem, og hende som aldrig kunne flytte mig meget mere end 50 meter uden at have mindst én bog med.

Jeg var så heldig at møde en børnebibliotekar af den helt rette støbning. En som forstod mig, og som fulgte mig fra de første vaklende skridt ind i bøgernes verden. Hun fodrede mig med gode oplevelser, og bestilte gerne nye bøger hjem, når jeg manglede læsestof.

Og så gav hun mig gaver. Den første bog hun gav mig, var netop Det lille hus i den store skov. Jeg havde, på hendes anbefaling, læst den i laser, og da den stod for at skulle udskiftes, forærede hun mig det slidte eksemplar.


Vindens Skygge af Carlos Ruiz Zafón
Jeg stod i min lokale boghandel et år kort efter jul, og skulle bytte de bøger, jeg havde fået dubletter af. Ikke nogen nem opgave, for jeg har fået samlet mig en del bøger i mit efterhånden lange liv, og de bøger jeg ønskede mig, havde jeg netop fået i julegave. Indtil flere eksemplarer af hver, fordi min ønskeliste som regel kun omfatter bøger.

Men igen var bøgernes skytengel med mig, denne gang i form af Den Perfekte Boghandler. I kender hende godt; det er hende der altid har læst alle de nyeste bøger, og som kender sine kunder så godt, at hun formår at komme med geniale anbefalinger, som altid rammer plet. Hun anbefalede mig Vindens Skygge.

Jeg bar den varsomt hjem, som med en forudanelse af, at dette ville blive særligt. Og det blev det. Jeg læste den i ét stræk. Tid og sted forsvandt, og jeg levede af te og bland-selv slik, de lykkelige timer jeg tilbragte i Zafóns bizarre, indtagende og forunderlige univers, som jeg siden har været ude af stand til at slippe.


Den Tidsrejsendes Kvinde af Audrey Niffenegger
Mens de andre bøger på min liste nok er gamle kendinge for langt de fleste læsere, så har denne vist levet et mere upåagtet liv, indtil den på et tidspunkt blev til en (i øvrigt ganske vellykket) film. Jeg snublede over bogen ved et tilfælde; en af min mands kolleger havde den under armen på en lang flyrejse, læste den færdig undervejs, og overrakte mig den i Kastrup Lufthavn. Og nøj, hvor den er mægtig god. Den fineste, skrøbelige lille kærlighedshistorie, som må bevæge selv det mest forhærdede hjerte, om den lille pige, Claire, som forelsker sig inderligt i Henry. Ikke noget særligt i sig selv – kærlighed er ikke ligefrem et banebrydende tema – men det at bogens præmis er Henrys spontane tidsrejser, gør det interessant. For perspektivet skifter hele tiden. Nogen gange ved Claire mere end Henry om deres forbindelse, andre gange er det ham der allerede har oplevet deres historie mens hun er på bar bund, og det kommer der hjerteskærende situationer ud af.

Jeg genlæser alle mine yndlingsbøger – denne her snupper jeg, hver gang kærligheden skal fejres.

                                                                                 (Copyright Pia Trans)

Jeg læser grådigt, og er altid på udkig efter nye yndlingsbøger. Derfor elsker jeg bogblogs, og henter efterhånden primært min læseinspiration der. Og jeg er ikke forsigtig når jeg vælger bøger, for efterhånden har jeg lært mig selv, at man ikke nødvendigvis behøver at læse op, hvis bogen man sidder med tydeligvis aldrig bliver en yndling. Til gengæld oplever jeg jævnligt at støde på en bog som jeg knuselsker – men sjældent én som kan vippe mine Top Tre-bøger af pinden!

                                                                 (copyright Pia Trans)

Tusind tak fordi jeg fik lov at dele mine yndlingsbøger med jer.

Tusind tak til Pia for, at ville lege med og svare på dette til tider svære spørgsmål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar