mandag den 3. september 2018

Lone Star af Mathilde Walter Clark

                                                         (Copyright Sascha Jensen/livet i dukkehuset)       

                                                                *Reklame*
                       Eksemplar fra Forlaget - udgivet 2018 - Erindringsroman - ★★★★★/6


"Lone star er en roman om familie og tilhørsforhold og om at overvinde enorme afstande. Om at være levende og om at se og forstå – og elske alligevel"


"Hvem ringer til mig når min far er død?" er et spørgsmål Mathilde Walter Clark har stillet sig selv mange gange. Hun er vokset op med en far, der er amerikaner og bosat i USA og en dansk mor, som Mathilde er vokset op hos her i Danmark. 


Da Mathilde er et år flytter hun og hendes mor hjem til Danmark og i mange år kom hendes en gang om året og besøgte dem. En dag går det op for Mathilde at hendes far har andre børn hjemme i St. Louis og hun har fire søskende. 


Som ung pige begynder hun at rejse over og tilbringe sommeren med familien, men hendes fars kone, er lidt speciel og synes ikke til, at bryde sig om, at Mathilde er der. Og flere år senere forbyder hun også faren at se sin datter, så de to må stjæle øjeblikke og tid sammen rundt om i verden når der "lige er et hul til det". 

                                                            (Copyright Sascha Jensen/livet i dukkehuset) 

Mathilde har skrevet sin historie ned, historien om sin far, en historie hun altid har vidst hun ville fortælle. Men da hendes papfar dør, sætter det en masse tanker i gang hos hende og det bliver startskuddet til for alvor, at gå i gang med bogen.

Bogen er simpelthen så fantastisk, Mathilde skriver i et meget lækkert og fint sprog, som er lige til, at gå til. Hun er en kunster i at fortælle på en levende og skønherlig måde. Det er en hudløs ærlig forfatter, der her fortæller sin erindringer på en så vidunderlig måde, at du meget nødig ligger bogen fra dig før du er færdig. En fortælling, der både gøre dig vred på den der far, som bare kan tage sig sammen og på den der meget trælse stedmor, som ikke kan se ud over sin egen næsetip. Men det er også en fortælling, som får dig til, at græde og reflektere over dit eget liv. For måske skal vi alle blive bedre til, at lytte til hinanden og til at tilgive de små dumme ting, vi alle kan rende rundt og lave.

Jeg anbefaler bogen til jer, der er fan af gode erindringsromaner, og gerne vil læse en mere til samlingen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar