onsdag den 28. september 2016

Joes bog af Jonathan Tropper

                                                               (Copyright Sascha Jensen/Livet i dukkehuset)

*Reklame*
Joes bog - Jonathan Tropper - Forlaget Modtryk - 5/5 stjerner - Udgivet 26. September 2016 - Eksemplar fra forlaget

Vanvittig morsom historie, men den er også ret så alvorlig!

Joe er et røvhul, det mener alle indbyggerne i Bush Falls i hvert fald, Joe har nemlig skrevet en bog, fiktion siger han selv, om sine sidste teenageår i byen, og udstiller nok lidt de fleste mennesker, som var omkring ham. Og siden har Joe ikke sat sine ben i byen, men nu er han blevet kaldt hjem, da hans far er kommet på hospitalet. Og hans hjemkomst kommer ikke til at gå stille for sig. Han har ikke været i byen længe før den første episode sker, og det ser ud som om de ikke får en ende igen.
Joe finder ud af og lærer en masse om sig selv og møder mennesker, som han egentlig ikke er færdig med, blandet andet Carly, der var hans kæreste i folkeskolen. Selv om Joes far dør, bliver han hængende i byen efter begravelsen for at hjælpe sin gamle ven Wayne, der er syg af AIDS.

Nu skal det ikke lyde som om der kun sker dårlige ting i bogen, for sådan er det bestemt ikke. Men det er ikke lutter lagkage det hele. Jonathan Tropper har skrevet en forløsende roman om så alvorlige emner som døden, kærlighed og familieforhold kan være, men han gør det på en morsom måde uden at det bliver plat og ender med at støde læseren.

Forfatteren springer i nutid og fortid, men på så fin en måde, at bogen ikke ville have været den samme uden. Det hele giver nemlig meget mere mening når du som læser også kommer med tilbage til den gang Joe var teenager, for egentligt har han ikke ændret så meget og er nok aldrig blevet voksen, til trods for sine nu 34 år.

Læs den og få en vanvittig skør og finurlig oplevelse i selskab med Joe og alle de andre i Bush Falls.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar