fredag den 15. februar 2019

Gæsteblogger #13: Christina Kristensen: Jeg læser fordi.......

Så er det tid til, at møde årets gæsteblogger nummer to og denne gang er det Christina fra Krummeskrummelurer. Christina er en af de personer jeg altid bliver glad af at møde til diverse events og messer, hun er så sjov og hyggelig at ses med, og giver de bedste krammer :) 

                                                                             (Copyright Christina Kristensen)

Jeg er så heldig at jeg har fået lov til at gæsteblogge hos Sascha i denne måned. Normalt holder jeg til ovre på Krummeskrummelurer.dk, hvor jeg anmelder bøger i flere forskellige genrer. Det er dog kærlighed og krimi der har min største interesse. Jeg er også vild med genren YA og NA. Udover bøger, blogger jeg også om beauty, lækre sko og smukke kjoler. Kom forbi og sig hej, hvis du har lyst.

                                                                      (Copyright Christina Kristensen)

Jeg læser fordi?


Ja. Det er et virkelig godt spørgsmål. Det er der også rigtig mange forklaringer på.


Jeg elsker at læse. Faktisk så læser jeg rigtig meget. Jeg har intet problem i, at have gang i 2-3 bøger på én gang. Derfor vil du også ofte se mine bøger med små post-it stikkende udfra siderne. Og det er ikke kun fordi jeg læser flere på én gang, men jeg har ikke en særlig god hukommelse!. Det er kommet med alderen tror jeg ;) Og selvfølgelig også med min sygdom. Jeg er fleksjobber pga. for lavt stofskifte og en stress-betinget depression. Og begge disse ting gør at jeg er dårlig til at huske.


Jeg har altid læst. Helt siden jeg var barn. De første bøger jeg husker at have læst er Troldepus, Pige-liv bøgerne, Suzy-bøgerne og en masse jeg ikke længere husker. Herefter, da jeg blev lidt ældre var jeg helt besat af at læse Danielle Steel, så hendes bøger har jeg virkelig læst meget.


I en periode for en del år tilbage, da jeg var mest syg, læste jeg rigtig meget. Jeg er ikke sikker på at jeg husker det hele jeg læste, men det at have næsen i en bog, gjorde at jeg ikke kunne tænke på mig selv. Jeg kunne ikke sidde og have ondt af mig selv, eller tænke dumme tanker, mens jeg læste.


Og på en måde har jeg det lidt ligesådan nu. Jeg kan ikke tænke alle de dumme tanker, jeg kan ikke rigtigt høre mine tanker spinde rundt mens jeg læser. Jeg kommer ind i bogens verden, og "glemmer" min egen.


Det lyder mærkeligt jeg ved det godt. Men i bøgerne er der bare ofte lidt rarere at være til. (Ej, selvfølgelig ikke altid..) Ihvertfald er det ikke "min egen" verden, og jeg skal ikke spekulere over om jeg har det godt eller dårligt. Jeg skal ikke tænke over om jeg har en god eller dårlig dag. Det er okay bare at være i bogen, og læse side efter side. Det er også grunden til at jeg er bedst til at læse og ikke høre lydbøger. Når jeg skal lytte, er det lettere for mig at "forsvinde" i tankerne, og så har jeg pludselig tænkt over aftensmad til 3 dage, og planlagt ferie, og hvornår jeg skal nå at træne igen. Det gør jeg ikke når jeg læser.


Jeg kan bedst lide at læse en fysisk bog. Men indimellem er det også meget rart med en e-bog. E-bøger læser jeg på telefonen, og den har jeg altid med mig. Så hvis jeg venter på at ældsteguldet skal blive færdig med træning, kan jeg sagtens sidde i bilen og læse i 5 minutter til han kommer ud. Eller hvis jeg lige har et par minutter før jeg skal nå et eller andet.


Jeg kan også sagtens læse i en bog, og stoppe et vilkårligt sted. Det behøver ikke at være et kapitel jeg stopper ved, som andre måske gør. Jeg stopper når det passer mig ;) det betyder ihvertfald ikke så meget. Kun hvis bogen er virkelig svær at lægge fra mig, selvfølgelig.


Mine små notes i bøgerne bruger jeg når jeg anmelder bøgerne bagefter. De er gode, når hukommelsen svigter. Jeg bruger altid citater, og stykker fra bøgerne i mine anmeldelser, og dem kan jeg ikke huske, hvis ikke jeg har sat et mærke ind. Derudover er de også gode, til lige at huske nogle forskellige passager jeg gerne vil forklare f.eks.


Og ja, så gør de det lettere for mig, når jeg har gang i flere bøger samtidigt. Jeg kan godt have læst 4-5 bøger der ligger til anmeldelse, men jeg har måske ikke lige haft tid til at tænde computeren, så ligger de bare i kø ;)


Hvis jeg har gang i flere bøger på samme tid, er det oftest forskellige genrer. En kærlighedsbog og en krimi f.eks.


Så jeg læser for at være i en anden verden, kan det næsten kortes ned til ;) Og så fordi jeg elsker det. Til gengæld ser jeg meget sjældendt tv.


Det var lidt om hvorfor jeg læser. Tusind tak, Sascha, fordi jeg måtte være med i din "jeg læser fordi" hygge.

                                                         (Copyright Christina Kristensen)

Jeg siger TUSIND TAK til Christina for at stille op og sige ja tak til endnu en gang at være gæsteblogger her på Livet i dukkehuset. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar