*Reklame*
Eksemplar fra Politikens Forlag - Udgivet 2018 - Samtalebog - ★★★★★/6
Abdel kommer til Danmark sammen med sine forældre da han er 2 år. Hans familie har måtte flygte fra deres hjemland Libanon grundet krig.
Da Abdel var barn var hans højeste ønske at ligne alle andre børn på hans alder. Men når du er mørk i huden og spiser mærkeligt mad i andres øjne er det ikke nemt. Så Abdel tiggende og bad sin mor om, at lave dansk mad når han skulle have venner med hjem. Han ville bare så gerne være dansk og det kunne ikke gå hurtigt nok. Han synes hans families baggrund, kultur og historie var en stor belastning og han interesserende sig ikke for den. Det er først her som voksen, at han kan se, at hans forældres historie måtte fortælles.
Souad måtte flygte fra Libanon til Abu Dhabi til Danmark. Souad var 19 år og stod til, at skulle giftes med Hamad men på grund krigen i Libanon måtte Hamad ud af landet og snart skulle Souad følge efter. Da de endelig mødes igen er det i Abu Dhabi og Souad er uden sin egen familie da de to bliver gift. I 1984 flytter de til Danmark sammen med deres lille dreng, siden er familien vokset og der er nu fire børn.
(Copyright Sascha Jensen/livet i dukkehuset)
Abdel synes, at det er på tide, at høre sin mors fortælling, og det er der kommet denne samtalebog ud af. Den er kommet til i samarbejde med Gitte Løkkegaard.
"Fra Libanon til Lærkevej" er en vigtig og lærerig bog. Vigtig fordi den giver os læsere et indblik i livet som flygtning og som fremmed i et nyt land. Lærerigt fordi vi bliver så meget klogere på vores eget syn på fremmede og på hvad vi kan gøre for, at hjælpe dem godt på vej, når de kommer hertil. F.eks. fortæller Souad om en episode hvor hun ringer på naboens dør med hjemmelavede pitabrød (mener jeg det er) for, at hilse på og naboen smækker døren i hovedet på hende.
Bogen er alvorlig men den er altså også sjov, Abdel og Souad er simpelthen så vidunderlig i deres samtaler, og der bliver ikke lagt fingere i mellem, de siger hvad der tænker. Og der bliver grint og grædt meget, det er nok mest Souad der græder med Abdel kommer også til at græde. Og så er der noget med hår og fjernelse af dette som er lige ved, at blive for meget for Abdel.
Jeg er simpelthen vild med parret, og de har næsten fået mig til, at synes det er trælst jeg ikke har tv så jeg kan se "Familien fra Lærkevej" (men det kører vel egentlig ikke mere?), jeg vil bare gerne have mere af disse skønherlige mennesker. Og nej, der kommer ikke TV ind i dukkehuset igen!
Tak til Forlaget for, at kende mig så godt, at de mente denne var noget for mig, så den kom som en overraskelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar