lørdag den 15. september 2018

Gæsteblogger #8: Benedikte Jensen - Hvad er din yndlingsbog?

Gæsteblogger - hvad er din yndlingsbog? er et helt nyt tiltag her på bloggen. Tit bliver vi bogelskere spurgt om vi har en yndlingsbog - come on det er da ikke lige til, at svare på - men det har da ikke forhindret mig i at stille det til 12 blogger, og de 12 blogger kommer I til, at møde gennem 2018.

I modsætning til alle andre bognørder, synes jeg det er verdens letteste ting at udvælge min yndlingsbog. Som i ental. Blandt alle de rigtig mange bøger, jeg har læst i min levetid.
Fornemmer du ironi? Okay, det er heller ikke helt ved siden af. Ligesom alle andre, synes jeg, det er hamrende svært at vælge, fordi der er så mange gode bøger .. Jeg skal forsøge at begrænse mig, men jeg kan ikke love, det bliver ved en enkelt bog.
Mit navn er Benedikte og jeg har Bogfinkens bogblog på www.hendejensen.dk . Der anmelder jeg alt – kærlighed, krimi, YA, biografier m.fl. Aktiviteten svinger, især lige nu da jeg netop er kommet i job, men jeg forsøger at være så aktiv som muligt, da bloggen er min hobby og frirum.

Yndlingsbog 1: Stolthed og fordom, Jane Austen
                                                  (copyright Benedikte Jensen)

Jeg er nok lidt en gammel sjæl fanget i nutiden. Jeg elsker den her genre, Jane Austen m.fl. står for. Den svundne tid med baller, store kjoler, afmålt sprog, store følelser og ikke mindst historier, som de ikke skrives længere. Så Stolthed og fordom, Fornuft og følelse, Jane Eyre, Lisa Kleypas .. Det er én af mine absolutte yndlingsgenrer.
Yndlingsbog 2: Det ender med os, Colleen Hoover
                                                            (Copyright Benedikte Jensen)

Colleen Hoover skriver fantastisk. Uanset om det er en blændende kærlighedshistorie, eller som denne, der rummer en dybere historie, krydret med kærlighed. Lige den her står stadig fuldstændig klart for mig. Den knuste mit hjerte og satte det sammen igen. Den kan jeg slet ikke anbefale nok – eller Colleen Hoovers forfatterskab i det hele taget.

Yndlingsbog 3: Det er ikke mig, det er dig, Mhairi McFarlane
                                                               (Copyright Benedikte Jensen)

Er du til humor, så skal du ikke snyde dig selv for Mhairi McFarlane. Hun er så fantastisk til det, hun gør. Hun blander en fuldstændig uperfekt hovedperson med tåkrummende hændelser og en kæmpe bunke humor. Hun er uovertruffen, og jeg kan ikke vente til der kommer flere udgivelser fra hende.

Yndlingsbog 4: Fyrmesterens barnebarn, R. Friis
                                                        (copyright Benedikte Jensen)

Det her, er yndlingsbogen over dem alle. Det er en oldgammel sag, jeg engang fandt i gemmerne hos mine forældre. Jeg læste den og elskede den. En lille pige, der ingen har. Uretfærdighed. At være uønsket.
Endelig at finde sin plads, det mest utænkelige sted. Jeg tror ikke, den kan lånes noget sted, så man skal nok være heldig at finde den i et antikvariat (som jeg, da mit oprindelige eksemplar blev væk), men den er det hele værd. Den er virkelig gammel og hjertevarmende.
Undskyld, jeg kunne ikke holde det hverken kort eller til én bog. Jeg håber, det kan tilgives 😉
Tusind tak til Benedikte for, at ville lege med og svare på dette til tider svære spørgsmål.











Ingen kommentarer:

Send en kommentar